Er det egoistisk at have fokus på selvkærlighed? – og vælge selvkærlige handlinger hver dag?
Nej da – tværtimod. Jo mere du fylder dig selv op med nærvær, omsorg og kærlighed, jo mere har du at give til de mennesker du elsker.
At give sig selv tid og omsorg er en stopper mod stress. Du kan simpelthen ikke være stresset, når du gør ting du elsker. Jeg læste en fin og rørende historie på Instagram her til morgen. Den fik mig til at reflektere over hvor meget energi, tid og opmærksomhed vi ofte giver det, der er svært når livet gør ondt og lyset er svært at få øje på.
“Det vi giver fokus gror”
Der er så meget vi ikke har kontrol over i vores liv og ude i verden. Men vi kan heldigvis selv bestemme hvad vi vil tænke om det og hvor meget det skal have lov at fylde.
Historien om astronauten.
Han går op i sit rumskib Han har det her lille vindue og han kigger ud af det lille vindue og han ser omridset af hele jordkloden for allerførste gang og pludselig hører han den her underlige lyd den kommer fra et panel et sted Men han kan ikke finde stedet og han kan ikke stoppe lyden Han bliver ved at lede i timevis. Efter nogle timer på den måde føles lyden næsten som tortur. Hvad skal han gøre? Han er midt i universet. Så astronauten beslutter sig for at den bedste måde hvorpå han kan redde sin forstand er ved at forelske sig i lyden.
Selvkærlighed
Måske er du et sted i dit liv lige nu, hvor du helt har glemt hvad der er selvkærligt for dig?
Måske synes du, at det lyder egoistisk og ikke noget for dig?
Måske mærker du en længsel, når du smager på ordet?
Måske er du super god til at gøre kærlige gerninger for alle omkring dig, men glemmer dig selv?
Måske føler du, at du løber rundt i et hamsterhjul som du har svært ved at stoppe?
Hvis du kan mærke en længsel mod et mere selvkærligt liv, vil jeg invitere dig til blidt og gennem øjne af kærlighed, at reflektere over hvor, og hvordan, du spænder ben for dig selv, i at leve et mere selvkærligt liv?
For at finde ud af hvad der vil give dig et mere selvkærligt liv, må du gå på opdagelse i hvad der nærer dig. Det kræver nærvær og nysgerrighed på dig selv.
Hvordan finder du nærvær med dig selv?
Jeg har selv haft meget svært ved, at være nærværende med mig selv. Nærværet krævede nemlig, at jeg kunne være med MIG. At jeg kunne vende opmærksomheden indad – istedet for udad mod mine omgivelser, relationer m.m.
At jeg kunne være i verden indefra og ud – istedet for udefra og ind.
Jeg har som mange andre været ramt af stress, depressioner og kræft. Blot for at sige, at jeg ved det kan virke uoverskueligt at vende skuden mod et nærværende og selvkærligt liv. Men det er muligt og det selvkærlige nærvær er en god start.
Min stress handlede om, at JEG havde alt for meget fokus på hvad (JEG troede) var de andres krav til mig.
Hvad JEG troede de forventede af mig. Mine antenner var ude 24-7. Jeg var virkelig på overarbejde og følte mig aldrig god nok/dygtig nok/overskudsagtig nok/iderig nok/sjov nok osv.
Du kender måske også alle nok´erne?? De kræver sindsygt meget energi og gør absolut intet godt på selvkærlighedskontoen – tværimod. Jeg bekymrede mig over ting, der faktisk var uden for min kontrol og som jeg aldrig, uanset hvor meget energi jeg lagde i det, ville kunne kontrollere.
Nærvær kræver nemlig – som ordet siger NÆRVÆR.
Den danske ordbog definerer ordet: “Det at være tilstede. En oplevelse af opmærksomhed, interesse, kærlighed og omsorg som et menneske udviser.” At udvise dig selv opmærksomhed, interesse, kærlighed og omsorg er nærvær med dig selv.
Jeg mener også, at ordet nysgerrighed skal føjes til. At vise sig selv interesse, er også at være åben og nysgerrig på sig selv på en kærlig og omsorgsfuld måde.
Hvordan kan du så på en nærværende måde undersøge hvad egenkærlighed er for dig?
Jeg vil her give dig nogle bud på, hvordan du kan arbejde med en selvkærlig praksis og til slut kort vise dig et eksempel på min selvkærlige liste. Skab allerførst tid og rum til at reflektere og skriv meget gerne ned samtidig.
- Tag et par dybe vejrtrækninger og læg gerne dine hænder på dit hjerte. Mærk din brystkasse hæve og sænke sig for hver vejrtrækning. Vend blidt din opmærksomhed mod dit hjerte.
- Spørg dig selv: “Hvor god er jeg til at være nærværende med mig selv i min hverdag”?
- Spørg dig selv: “Hvem er JEG uden min historie”? “Hvem er JEG uden min fortid, mine overbevisninger, tanker m.m”? Vi er alle unikke lige som vi er. Så hvem er DU? Vær nysgerrig og åben overfor det du mærker?
- Spørg dig selv: “Hvad kalder mit hjerte på, at jeg skal gøre mere af for mig selv”? Skriv alt det ned, der kommer til dig.
Har du svært ved at mærke noget som helst, så husk, at vi gør det allerbedste vi kan fra der hvor vi er lige nu – og at alt er lige som det skal være.
Blot vid, at du med din nye intention og fokus på et mere selvkærligt liv åbner op for noget nyt der skal spire og gro i dit liv. Anerkend dig selv for at have taget beslutningen og træn nærværet med dig selv hver dag så kommer svarene tydeligere for dig med tiden.
Hvad kan støtte dig til mere nærvær?
En gåtur i naturen.
At meditere eller lytte til en kropscanning.
At få en blid og rolig kropsbehandling.
Jeg håber, at du har fået inspiration til at få lavet din helt egen selvkærlige liste, der kan støtte dig på vej mod et mere selvkærligt liv, hvor du er din egen bedste ven.
Husk at al forandring starter med en beslutning og et nyt fokus.
Min selvkærlige liste ligger altid på mit skrivebord og der bliver hele tiden føjet nyt til. Den minder mig om, aktivt at vælge ting hver dag der glæder og nærer mig.
Her er et lille udpluk af min selvkærlighedsliste til inspiration:
Skovture alene
Meditere hver morgen
Nyde langsomme morgener med god tid
Stilhed med mig selv gerne i skumringstimen
Spa på Vejlefjord
Weekendophold med mine døtre
Zoneterapi
Cafebesøg
Fotografere
Nærvær/Samvær med familien –
Holde mine børnebørn i hånden
At grine
Danse
Lytte til musik
Se på smukke billeder
Skrive
Æteriske dufte
Fokus på taknemmelighed
Jeg håber, at du har fået inspiration til at få lavet din helt egen selvkærlige liste, der kan støtte dig på vej mod et mere selvkærligt liv, hvor du er din egen bedste ven.
0 kommentarer